Horsens Golfklub  
 
Print

Junior

Talentkursus 3 i Svendborg

tirsdag d. 15. september 2009 kl. 11:01
 

Talentkursus 3 i Svendborg

Sidste weekend deltog jeg – Rasmus Lomholt – i Talentkursus 3 i Svendborg Golfklub med start fredag aften klokken fem. Vi startede ud med lidt spil på ni huls banen, og derefter var der aftensmad. 

Om lørdagen stod den på teori og fysisk træning, vi havde en dygtig instruktør til det, der blandt andet gav os nogle øvelser til at aktivere forskellige muskler i kroppen, der er væsentlige for golfspillet. Derudover fortalte han også noget om opvarmning, og hvorfor det er vigtigt. Herefter skulle vi sætte os nogle mål for en runde, vi skulle ud at spille, og hvad vi blandt andet ville sætte fokus på. Efter runden skulle vi evaluere på runden, og finde ud af hvordan det havde hjulpet. 
Om aftenen sad vi og snakkede, spillede kort og så fjernsyn. Vi var ca. 20 deltagere på kurset fra hele landet og det var hyggeligt at lære nogle nye spillere at kende. 

Søndag startede ud med en løbetur, efterfulgt af morgenmad og derefter teori og træning ved proen i Svendborg. Vi arbejdede blandt andet med grip, opstilling og sigte. 
Efter frokosten spillede vi et par huller, hvor vi skulle vurdere den følelse vi havde med slaget og svinget. Efter runden var der evaluering, og så sagde vi tak for denne gang.

Tak til klubben for kurset som jeg vil få megen glæde af i fremtiden.

Mvh
Rasmus Lomholt