Horsens Golfklub  
 
Print

Klubben - Bliv medlem

Bliv medlem - prøvemedlemmer

På Horsens Golfklub´s vegne vil vi, fra Begynderudvalget, byde dig velkommen som nyt prøvemedlem/medlem. Vi ser frem til at kunne hjælpe dig i gang med golfspillet. Derfor tilbyder vi, i samarbejde med klubbens træner, et forløb der gerne skulle ende med, at du bliver færdiguddannet til at begive dig ud på 18-hullers banen.

For at blive optaget som prøvemedlem, skal du være fyldt 18 år og ikke tidligere have været medlem af en golfklub (herunder tæller også tidligere prøvemedlemskab).
Prøvemedlemskabet løber fra 1. april til 30. juni eller fra 1. august til 31. oktober.
 

Som prøvemedlem får du:
  • 6 gruppetræningslektioner,
  • regel- og etikette undervisning,
  • al den vejledning du har brug for,
  • og meget mere.

HVORDAN KOMMER JEG I GANG MED MIT PRØVEMEDLEMSKAB?

 
Træningslektioner:
For at komme i gang med prøvemedlemskabet og de 6 træningslektioner skal du kontakte klubbens PGA træner i proshoppen (Graham Oakley, tlf. 7561 5151 / proshop@horsensgolf.dk). Sammen med PGA træneren aftales og tilrettelægges hele dit træningsforløb. Lektioner afvikles i hold af 4-6 personer ved Graham Oakley. Bemærk at alle 6 lektioner skal være afholdt inden 30. juni hvor prøvemedlemskabet ophører, dog senest 31. oktober for prøvemedlemmer i efteråret. Ikke afholdte lektioner (af de 6 gratis lektioner) bortfalder uden kompensation efter den 30. juni/31. oktober, lektioner kan derefter købes og afregnes af spilleren selv – det er dit ansvar at få afholdt alle 6 gratis lektioner inden den 30. juni/31. oktober!

For at kunne starte dine træningslektioner skal du have afleveret en underskreven tilmeldingsblanket til sekretariatet eller i proshoppen.

Mød altid op til de aftalte lektioner med PGA træneren, er du forhindret så send afbud i god tid! Hvis ikke der sendes afbud mistes lektionen. Bær afslappet tøj til lektionerne og vær forberedt til Danmarks lunefulde vejrskift. Husk at øve jer mellem lektionerne og lyt godt efter PGA trænerens råd, også ved indkøb af golfudstyr!

Par-3 bane (Kort banen):
Efter man har fået 4 lektioner, må man frit spille på par-3 banen fra begynder tee også kaldt sort tee.

For at spille par-3 banen fra tiger tee må man max. have hcp. 54,0. Fra tiger tee er der mulighed for at spille sig yderligere ned i handicap.

Stor bane:
For at spille på den store 18-huls bane, må man ikke have et hcp. der større end 41,0. Der er dog mulighed for, at spillere med et max. hcp. på 54,0 kan deltage i klubbens onsdagsturneringer som foregår på klubbens 18-hulsbane næsten hver onsdag (maj til september). I disse onsdags turneringer er der mulighed for at lære banen og golfens mange finurligheder i selskab med mere øvede spillere bedre at kende.

Tilmelding til onsdagsturneringerne sker via horsensgolfklub.dk (Golfbox) eller turneringskuverter. Øvrige turneringspropositioner kan læses på turneringstavlen eller på horsensgolfklub.dk

Kaninprøver:
Når træneren vurderer at din golftekniske formåen er tilstrækkelig og du i et stykke tid har øvet dig på par-3 banen, kan du tilmelde sig ”kaninprøverne” (som foregår næsten hver onsdag). Der er 2 kaninprøver (prøve A og B).

Når kaninprøve prøve A og B er bestået og du har bestået regelundervisningen er du golfspiller og det, man kalder "kanin". Som ny kanin vil du få tildelt dit første golfhandicap på 54,0. Med hcp. 54,0 har du nu muligheden for at spille dig ned i hcp. via tigertee på par-3 banen og via onsdagsturneringerne på 18-hulsbanen.

Når man har opnået hcp. 36,0 kan man kalde sig "golfer".

Tilmelding til kaninprøverne sker ved at tilmelde sig på begyndertavlen. Snak med PGA træneren om hvornår du bør tilmelde dig prøverne.

Regel -og etikette undervisning:
Inden du frigives helt som golfspiller skal du sideløbende med dine træningslektioner også deltage i regelundervisning. Du skal deltage i 3 lektioner, herunder bestå en skriftlig regelprøve.

Det er klubbens begynderudvalg der tager sig af kaninprøverne og regelundervisningen.

Du får udleveret forskellige bøger om golf- og etiketteregler ved 1. regelundervisning. Dette er inkluderet i prisen for prøvemedlemskabet.

Tilmelding til regelundervisning foregår også ved at tilmelde sig på begyndertavlen. Hold øje med datoerne på tavlen eller her på hjemmesiden.

Efter prøvemedlemskabet:
Prøvemedlemmer, der gennemfører uddannelsen, har krav på at blive optaget som aktiv medlem ved prøveperiodens udløb. Så hvis du efter prøvemedlemskabet har besluttet dig for, at golfspillet er en sport for dig, så kan du ved prøveperiodens udløb overgå til et fuldgyldigt medlemskab af Horsens Golfklub.
Ved denne overgang betales der forholdsmæssigt kontingent for resten af den igangværende 2. rate/3. rate, samt fuldt indskud såfremt du skal være seniormedlem.
Priser for alm. medlemskab af Horsens Golfklub.

Generelt:
Følg altid med på opslagstavlerne, på klubbens store informationstavle ved parkeringspladsen, samt på klubbens webside - www.horsensgolfklub.dk

Kend klubbens vedtægter!